Vil du have pænt og ordentligt i dit klasselokale hele året? Så er det tjanse-skemaet, du skal have fat i. Få GRATIS ikoner til både de yngste og de ældste elever.
Det er nemmest at bevare klasselokalet pænt og ordentligt, hvis så mange som muligt er involveret i den løbende oprydning. På den måde tager den enkelte elev et større ansvar. Alle elever er på klassens tjanse-skema, hvor nogle henter mælk, andre fejer, vander planter, rydder op på hylder, sørger for dagens sidste oprydning osv.
Hver uge skifter du tjanser, så der hele tiden er afveksling, og alle på skift prøver de forskellige opgaver.
Elever på reservebænken
Det er rart at have ’reservebænken’ på klassens tjanse-skema. Hvis alle at sat på en praktisk opgave, opstår der et problem, hvis en af dine elever er fraværende. Det undgår du med ’reservebænken’. Her har du altid nogle ekstra at trække på.
Dagens rod
Når eleverne rydder op, støder de på mange efterladte ting, der mangler sin ejermand. Sørg for at have en kasse til ’dagens rod’.
Her kan tjanserne lægge ting, de finder under oprydningen.
Mangler en elev sit pennalhus, madkassen eller sin trøje er det et godt sted at starte med at kigge.
En stor plakat
Jeg plejer at have tjanse-skemaet hængende som en stor plakat i klassen, så alle let kan se, hvad de skal lave. Har du lyst til at lave et tjanse-skema? Her er ikonerne lige til at printe ud.
Hent ikoner til tjanse-skema
Ordensdukse, duksehjul eller tjanseskema?
Der er mange muligheder, når du skal beslutte, hvilket duksesystem du vil bruge. Valget må afhænge af, hvilket udbytte du vil have. Her kan du få et hurtigt overblik over fordele og ulemper.
Ordensdukse
Da jeg gik i skole, var der to ordensdukse i klassen. Som ordensduks hang man på alle opgaver hele ugen. Det kan være svært for børn at overskue, om alle opgaver er udført. Og det kan være en nem undskyldning, når opgaverne ikke er klaret.
Alle de uger, hvor to klassekammerater er ordensduks, kunne ansvarligheden måske være højere. Det kan virke som om eleverne tænker: ’Det er der nogen andre, der tager sig af’.
Løsningen med at skrive to ordensdukse på tavlen kan virke som det nemme valg, men det er ingen garanti for ansvarlige elever og orden i klassen.
Tjansehjul
Måske kender du tjansehjulet? Det består af to runde skiver oven på hinanden – den øverste mindre end den nederste. Den øverste skive – hjulet – er inddelt i felter med billeder af de forskellige tjanseopgaver. Den nederste skive er inddelt i tilsvarende felter, men her er elevernes navne opført. Hver uge drejer du hjulet, og eleverne får en ny opgave.
Alle elever er inddraget i de praktiske opgaver, og det er hurtigt at skifte tjanser. Ulempen er, at eleverne er i gruppe med de samme hele året.
Et lille tjansehjul er nemt at lave, men også nemt for eleverne at overse.
Tjanseskema
Alle elever er inddraget i de praktiske opgaver, og det er nemt at ændre på grupperne, så eleverne er sammen med nogle forskellige i løbet af året.
Det tager et par minutter hver uge, når elevernes navne skal flyttes til nye tjanser. Ved at give det de to minutters opmærksomhed, bliver det tydeligt for eleverne, hvad de skal.
Du kan læse mere i bogen
Du kan nemt lave tjanseskemet som en stor plakat, så opgaverne er synlige for eleverne – også på afstand. Du får ikonerne ved at klikke på plakaten til hhv. de yngste eller de ældste elever: